Foredrag

Jeg holder foredrag med store armbevægelser om mine to seneste bøger. Du kan se kommende events i kalenderen.

De to foredrag

Damerne, der var for meget

Med udgangspunkt i bogen 'Damer, der var for meget' fortælles historierne om en flok skandinaviske kvinder, der i samtidens øjne var for meget.

Perioden er 1884 til 1919, og damerne åd af livet i store glubske lunser, rejste til Paris, fik børn med mænd, de ikke var gift med, skrev skandaløse romaner, sad på cafeerne og drak absint og gjorde nøjagtigt, som det passede dem. Damerne var divaer for fuld udblæsning, og sammen skubbede de grænserne for, hvad man overhovedet kunne tale om og hvordan kvindeliv også kunne se ud – og således har de været med til at forme vores egen tid.

Damerne, der fik nok

Vi skal høre om tiden fra 1915 til 1960 altså fra kvinder fik stemmeret til opfindelsen af p-pillen. Vi skal se tiden gennem øjnene på tolv forfattere fra Norden.

Kvindernes liv og bøger åbner for et stykke af vores fælles historie. Vi kommer til at møde kvinder, der er en del af vores kanoniserede historie, og kvinder, der ikke længere nævnes med et ord. Ingen af dem ville lade sig nøje, ingen af dem havde tænkt sig at leve med “plejer”, og de nægtede at sidde fast i roller, som andre havde defineret. De havde fået nok. 

 Tusind tak for et brag af et foredrag - du var simpelthen så god, og flere unge kom hen bagefter og spurgte efter bøger af de kvinder, du snakkede om, Emilie Bessing, litteraturformidler, Lyngby-Taarbæk bibliotekerne.

Tak for en meget sublim salon denne aften. Det var høj kvalitet. Du er virkelig en fremragende og vidende og klog fortæller Sara. Så flot, Elisabeth Nøjgaard, Museumsdirektør, Karen Blixen Museum Rungstedlund

Sara Alfort har en vidunderlig evne til at formidle og levendegøre fortællingerne om disse fandenivoldske kvinder, så man som tilhører får dem helt ind under huden, Lene Wul, Stadsarkivar Kolding.